< Tilbage

Fransk hjerteorm (Angiostrongylus vasorum) er fundet på Vestfyn!20-11-2015 - 12:09

Bor du i et område med mange ræve?

Er din hund blevet pludselig blevet utrivelig, hoster den?

På vores klinik i Brenderup har vi netop diagnosticeret en hund med hjerteorm. Et fænomen som længe har været udbredt på Sjælland, specielt i Københavnsområdet hvor rævebestanden er meget høj.

Den omtalte hund har kortvarigt været på Sjælland, men er bosat på Vestfyn, hvorfor smittekilden ikke kan fastsættes med garanti.

 

Fransk hjerteorm smitter via snegle, som æder af afføring fra inficerede hunde og specielt ræve.

Selvom din hund ikke synligt spiser snegle, så antages det at hunde oftest smittes, når de æder det græs og grene, hvorpå der ofte er bittesmå snegle.

I hundens tarme borer larverne sig ind i blodkarrene og vandrer derved ud i lungerne, hvor de bliver til voksne orm, som lægger æg. Disse æg klækkes og nye larver hostes op, synkes igen og havner dermed i afføringen, klar til en ny omgang spredning ved hjælp af sneglene i naturen. *

Derfor anbefaler vi på det kraftigste, at man altid fjerner sin hunds efterladenskaber, så man ikke udgør en potentiel risiko for andre hunde. 

 

I begyndelsen vil der ikke være nogen synlige symptomer på Fransk hjerteorm, først senere i forløbet kan der bl.a. ses: hoste, ophørt appetit, vægttab, opkastning, nedsat præstation og forstærket vejrtrækning.

Sygdommen diagnosticeres hele året, men synes udbredt i efterårsmånederne oktober og november.

Det er alle aldersgrupper af hunde som rammes, men unghunde er overrepræsenteret pga deres tilbøjelighed til at lege med/bide i alt muligt.*

Larverne er ikke synlige for det blotte øje, og da de voksne orm kun ses i hjerte/lungekredsløbet, kan sygdommen kun påvises ved hjælp af flere afføringsprøver, som undersøges mikroskopisk. Hvis diagnosen stilles, kan der behandles med en særlig skrap ormekur.

 

Ring til en af vores klinikker, hvis du har spørgsmål eller ønsker uddybning af emnet.

Brenderup Dyreklinik 64 44 10 29, Middelfart Dyreklinik 64 41 50 41, Erritsø Dyreklinik 75 94 01 01

 

* Kilde: Bayer Healthcare

< Tilbage