< Tilbage

​Der blev samlet ind til Bamses operation via Facebook21-01-2015 - 16:40

​Bamse er en stor og glad rottweilerblanding på 5 år. Bamse har i gennem et stykke tid småhaltet på det ene bagben, især efter hvile. Bamses egen dyrlæge vurderer, at hans korsbånd er delvist ødelagt på venstre bagben. 

En operation er nødvendig - desværre er Bamse en stor og tung dreng, så de normale korsbåndsteknikker vil ikke kunne holde pga. hans størrelse og vægt. Ejeren opfordres til at kontakte en dyrlæge, som opererer ved hjælp af en speciel teknik, kaldet TTA (Tibial Tuberosity Advancement). Der bliver ringet rundt til mange klinikker, men dette er en meget kostbar operation, og Bamses ejer har ikke de 14.000 kr., som sådan et indgreb koster. Heldigvis har Bamses ejer en kreativ omgangskreds. De starter en pengeindsamling på Facebook og med mange donationers hjælp lykkes det at indsamle så stor en del af beløbet, at vi beslutter at udføre operationen.

​Bamse bliver opereret. Det forløber helt efter planen, og han tager allerede støtte på benet samme dag. Nu venter der blot et langt forløb med genoptræning og korte gåture i snor. Bamse skal ikke forvente at få lov at løbe frit de næste par måneder. Men heldigvis er hans ejer indstillet på, at dette skal have en lykkelig udgang: ”Det skylder vi alle de barmhjertige mennesker, som har bidraget til hans operation!”.

< Tilbage