Indlæggelse og narkose

Monitor der overvåger dyrets iltmætning, temperatur, blodtryk m.mMonitor der overvåger dyrets iltmætning, temperatur, blodtryk m.mNår kæledyr skal indlægges til operation hos Vestfyns Dyrlæger, er der flere ting som gør sig gældende uanset hvilken operation, det drejer sig om.

Dit kæledyr skal møde hos dyrlægen fastende til operation, og skal som udgangspunkt afleveres om morgenen og kommer hjem igen samme dag. Vi aftaler enten et tidspunkt med dig, eller vi ringer så snart dyret er frisk nok til at komme hjem.

Hvad skal jeg være ekstra opmærksom på inden operation?

Faste
For at mindske risikoen for opkastning og evt. fejlsynkning i forbindelse med bedøvelse, skal mavesækken være tom. Dit kæledyr skal komme fastende til dyrlægen fra aftenen før - det vil sige, at aftensmad er tilladt, men ingen morgenmad på operationsdagen. Dit kæledyr skal dog have adgang til frisk drikkevand hele tiden.

Blodprøve
Inden narkosen bliver dit kæledyr klinisk undersøgt af en dyrlæge, hvor der lyttes på hjertet og lungerne.
Hvis patienten er aldrende, svækket eller hvis dyrlægen finder anden grund til det, tilbydes ejer, at vi tager en blodprøve før narkosen. Denne blodprøve kan afsløre om de indre organer o.lign. har nedsat funktion, som der derfor skal tages højde for under operationen.

Hvordan foregår bedøvelsen?

Før selve bedøvelsen får dit kæledyr en beroligende indsprøjtning, så det bliver roligt og afslappet og mængden af bedøvelsesmiddel kan herved mindskes betydeligt. Dette betyder ikke at dit kæledyr er vågen under operationen - Det betyder at jo mindre bedøvelsesmiddel, vi skal bruge, jo mindre skal de indre organer arbejde på at bearbejde og udskille stoffet igen.

Der er forskellige måder at bedøve på

Injektionsbedøvelse
Til kortere indgreb som for eksempel røntgenundersøgelse, forbindingsskifte, øjenundersøgelser mm. er det nogle gange nødvendigt at dit kæledyr får en mild bedøvelse. Denne gives som en indsprøjtning i musklen eller under huden. Det består af en blanding af beroligende- og smertestillende medicin.
Ofte får dyret lagt et lille venekateter i det ene forben, så dyret kan suppleres med væske eller mere bedøvelse ved behov. Du vil derfor kunne se et lille lokalt område på forbenet, der er barberet.

Bedøvelse i gasform:
Når dyret skal være bedøvet i længere tid anvendes bedøvelse med et bedøvelsesmiddel i gasform. Ofte bliver dyret først sprøjtet med en bedøvelsesvæske i et kateter i forbenet, så falder dyret blidt og roligt i søvn. Herefter bliver en gummislange til ilt og bedøvelsesgas ført ned i dyrets luftrør. Bedøvelsesgassen ophæver bevidsthed og smertesans fuldstændingt.