Rejse med hund og kat

Hvis du skal have dit kæledyr med til udlandet - også selvom det bare er et smut over grænsen - så er det meget vigtigt, at være opmærksom på det pågældende lands indførselsregler, samt at have dokumenter og vaccinationer i orden.

Rejse med dyr

Hvis man skal have sit kæledyr med på rejse over landegrænser, er der nogle regler, der skal overholdes. Reglerne ændrer sig ofte og de er forskellige alt efter hvor man skal rejse hen, hvor mange dyr man rejser med samt rejsens formål. Der er også enkelte hunderacer, der ikke må indføres i bestemte lande.

Det er vigtigt at undersøge i god tid hvilke krav man skal overholde, så man kan være forberedt til rejsen.

På Fødevarestyrelsens hjemmeside findes der guides for både hund, kat og kaniner/gnavere, som viser, hvilke regler der er i forbindelse med den enkelte rejse. Find guides ved at klikke her

Herunder har vi opstillet de krav, der er til ikke-kommercielle rejser til EU-lande samt regler for ind-og udrejse med hvalpe under 15 uger.
Vi er gerne behjælpelige, men opfordrer til, at man selv sætter sig ind Fødevarestyrelsens anbefalinger, da det i sidste ende er ejers ansvar.
Vi ønsker en god rejse!

Rejse med hunde og katte til EU lande kræver:

Pas

  • Gyldigt EU-selskabsdyrpas som udstedes ved dyrlægen

Gyldig rabiesvaccination
  • Rabies-vaccinationen kan gives, når hunden/katten er tidligst 12 uger gammel.
  • Vaccinationen er gyldig 21 dage efter første vaccination. Først da er der dannet antistoffer til at beskytte mod smitte. Kæledyret må derfor ikke forlade Danmark før de 21 dage er gået.
  • Revaccineres hvert 3. år
OBS: Dette gælder for den vaccine Vestfyns Dyrlæger anvender - Andre vacciner kan have andre forskrifter.

Id- mærkning
  • Mikrochip
  • Anden gyldig id-mærkning foretaget inden 3. juli 2011. Fra den dato er mikrochip den påkrævede id-mærkning for at få udstedt pas. Der er undtagelse for de dyr, der er id-mærket med tatovering, eller har fået udstedt pas inden datoen.

Ormekur
I bestemte lande er det påkrævet at dit kæledyr skal være behandlet med ormekur imod rævens dværgbændelorm, inden indrejse.
Dette er gældende for Irland, Malta, Storbritannien, Nordirland (UK), Finland og Norge.

Ormekuren skal gives af dyrlægen, da behandlingen skal skrives i kæledyrspasset og dyrlægen skal underskrive og stemple.
Ormekuren skal gives af dyrlægen tidligst 120 timer og senest 24 timer før indrejsetidspunktet.

Hvis du skal rejse til Sverige
Rejser man ind i Sverige med hund, skal man melde sin ankomst i tolden. Dette kan også gøres via internettet.

Ind- og udrejse med hvalpe under 15 uger
I forhold til rabiesvaccinationen skal hvalpen være 12 uger og 21 dage (altså 15 uger) gammel for at måtte rejse. De enkelte lande har mulighed for at lave undtagelser fra den regel. Danmark har valgt at tillade indførsel af hvalpe under 15 uger, så længe at hvalpen er fra et EU-land eller et såkaldt ”listet land” (f.eks. USA, Canada, Australien og New Zealand).

Hvalpen skal desuden være chipmærket, have pas og man skal medbringe en erklæring, der dokumenterer, at hvalpen ikke har været udsat for rabiessmitte.

Nogle lande, som f.eks. Tyskland, Sverige og Storbritannien har ikke denne undtagelse. Her skal hvalpe således have en gyldig rabiesvaccination og være min. 15 uger for at have indrejsetilladelse.